MakkerClass2026 (Fyn/Jylland) - overordnet tilmelding
MakkerClass – efterår 2026
Styrk jeres projekt og jeres nabofællesskab
Vil I tage jeres idé eller projekt til næste niveau – og samtidig styrke jeres lokale, grønne nabofællesskab?
Hvad er MakkerClass?
MakkerClass er et forløb for jer, der vil styrke jeres evner til organisering, så jeres eget engagement fører til konkrete handlinger gennem målrettet at forme robuste, handlekraftige fællesskaber, der gør en forskel lokalt.
Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at give næring til følelsen "Jeg kan, jeg vil, jeg tør, jeg gør – fordi jeg ikke er alene." Det gør vi ved at tilbyde et forløb i et fællesskab på ca. 20 makkerpar, der mødes fysisk og online, og samtidig får mulighed for individuel coaching både før, under og efter.
I deltager i et makkerpar fra samme nabofællesskab. Tilmeldingen er individuel, men I gennemfører forløbet sammen og arbejder løbende med jeres fælles projekt.
Undervejs får I inspiration, værktøjer og sparring, som hjælper jer med at:
- udvikle jeres idé til et konkret initiativ
- engagere flere i jeres fællesskab
- skabe varig forandring der, hvor I bor
Hvorfor deltage som ‘makkere’?
Kender du følelsen af at komme hjem fra kursus, fyldt op af ideer og gejst – og så møde på arbejde og mærke, hvor svært det er at omsætte ideerne til virkelighed? Synergien mellem to fra samme nabofællesskab, der som makkerpar bærer inspiration og ny læring hjem til fællesskabet, er med til at gøre overgangen lettere. Derfor er det en præmis for at deltage, at I deltager som makkere allerede fra starten.
Sådan foregår forløbet
MakkerClass kombinerer fælles samlinger, webinarer og jeres eget arbejde mellem møderne.
Du vil arbejde tæt sammen med din makker og samtidig være en del af et større fællesskab, hvor I udveksler erfaringer og lærer af og med hinanden.
Der er fokus på tryghed, læring i praksis og løbende sparring. Vi arbejder konkret med kompetencer inden for de 5 lederskabsopgaver, som du måske allerede kender fra Grøn Højskole. På MakkerClass dykker vi længere ned i metoderne og træner dem i praksis.
Gennem forløbet gør vi brug af coaching, både individuelt og til gruppen, og introducerer coachingmetoder som redskaber, I selv kan bruge. På den måde bliver forløbets metoder til jeres egne, når I vil skabe handling i nabofællesskabet
Forløbet sluttes af med diplom som ‘Grøn Makker’, som du kan tage med dig videre ud i dit grønne arbejde.
Vigtige datoer (sæt allerede nu krydser i kalenderen)
August
- 27. august: Kick-off + meet’n’greet på Klimafolkemødet i Middelfart. Vi mødes kl. 17 og deltager sammen i den store fællesspisning med alle de andre GNF’ere fra kl. 18.
September
- Torsdag 24. september: Webinar kl. 20–21.30
Oktober
- 24.–25. oktober: Højskoleweekend på Danhostel Skanderborg
November
- Tirsdag 10. november: Webinar kl. 20 –21.30
- Torsdag 26. november: Evaluering / fokusgrupper. Tidsrummet og metoden besluttes senere.
Det forventer vi af jer
- At I deltager som et makkerpar fra samme nabofællesskab
- At I arbejder med et projekt eller en idé, I selv brænder for
- At I prioriterer fælles mødegange og samarbejdet i jeres gruppe
- At I er nysgerrige på at lære og dele erfaringer med andre
Ansøg om en plads
Der er 40 pladser på forløbet. I kan ansøge om en plads indtil d. 4. juli. Herefter fordeler vi pladserne mellem 20 nabofællesskaber og giver jer besked hurtigst muligt. Det er altså ikke en først til mølle-fordeling af pladserne.
Tilmelding sker individuelt – men husk at angive, hvem du deltager sammen med. Denne tilmelding gælder hele MakkerClass-forløbet. Der vil senere komme tilmeldinger ud til hver af de nævnte datoer, hvor I vil få nærmere oplysninger.
OBS!
Dette efterårs forløb har vi afgrænset geografisk til Jylland og Fyn.
Er du interesseret i at deltage på et kommende MakkerClass-forløb for Sjælland og øerne, kan du give os besked via formularen her. Så giver vi lyd, når vi er klar med næste forløb.
Betaling – No-show fee
Hele forløbet er gratis for dig som deltager, og vi vil gøre alt hvad vi kan for at styrke dine kompetencer og give dig gode erfaringer med fra forløbet.
Vi lægger meget energi i det, og holdet som helhed har behov for at MakkerClass bliver prioriteret, mens det står på. Derfor har vi, lidt symbolsk, indført et gebyr på 500 kr. hvis man ikke fuldfører forløbet.
Er du i tvivl om, om du kan gennemføre, så kontakt underviserne - måske kan det afklares ved en god snak om forventninger og muligheder. Hvis du er forhindret på nogle af datoerne, vil du jo misse væsentlig læring og den gode sparring, når holdet er samlet, men sammen med din makker kan I aftale, hvordan I kompenserer for det tabte.
Spørgsmål?
Du er meget velkommen til at kontakte os:
- Marianne Norup på mno@gnf.green
- Anita Marinussen på anita@gnf.green
- Signe Schrøder på sis@gnf.green
Vi glæder os til at skabe et stærkt læringsforløb sammen med jer – og til at støtte jer i at føre jeres idéer ud i livet 🌱
Grønne Nabofællesskabers MakkerClass-forløb er finansieret af KR Foundation.
Information om arrangementet
Dato og tid Torsdag d. 27. august 2026 kl. 16:30 til fredag d. 27. november 2026 kl. 16:00
Tilmeldingsfrist Lørdag d. 4. juli 2026 kl. 21:00
Sted Lokation følger
Arrangør
Grønne Nabofællesskaber, Events og arrangementer
Tlf. +45 41259075
info@gnf.green
Indlæser