Du vil gerne gøre noget godt for klimaet. Men med en hverdag, der skal hænge sammen, og gode råd fra alle sider kan det være svært at vælge, hvor du skal begynde.
Sorø Grønne Nabofællesskaber inviterer til en gratis Klimakaravane med fællesspisning.
Til Klimakaravanen ser du på din egen husstands CO₂-aftryk og prøver forskellige ændringer af i regnemaskinen. Så kan du se, hvor din indsats gør størst forskel og vælge et første skridt, der passer til jer.
Med hjælp fra klimavært Anette Moss undersøger du i Habituras CO₂-regnemaskine, hvad blandt andet mad, transport og forbrug fylder i jeres regnestykke. Vi kan ikke gøre det hele på én gang, men vi kan blive klogere på, hvor det giver mest mening at begynde.
Undervejs deler vi erfaringer og taler om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at få nye vaner til at fungere i hverdagen. Vi spiser sammen, og der bliver tid til gode samtaler.
Du behøver ingen særlig viden på forhånd – bare lyst til at blive klogere på din egen hverdag.
Praktiske oplysninger
- Tid: Torsdag den 29. oktober 2026 kl. 17–20.
- Sted: Broby Gamle Skole, Suserupvej 55, 4180 Sorø.
- Pris: Deltagelse er gratis.
- Mad: Vi spiser grøn mad sammen. Maden er gratis.
- Medbring: En bærbar computer, så du kan få adgang til CO₂-regnemaskinen og bruge den undervejs. Du får et personligt login, så du efter arrangementet kan arbejde videre derhjemme og undersøge flere muligheder i dit eget tempo.
- Deltagere: Arrangementet er for voksne og åbent for alle interesserede i Sorø og omegn. Tag gerne en nabo eller ven med.
- Hunde: Hunde skal blive hjemme, da de ikke må medbringes i lokalet.